Hvad lærerne sigerHer er nogle meldinger fra lærere, der arbejder med Cooperative Learning: "Jeg var på kursus i Cooperative Learning sidste forår, og jeg må indrømme, at jeg hele dagen igennem var en anelse skeptisk. Tankerne kredsede hele tiden om mine elever med ADHD, og mange af de øvrige, som også havde store koncentrationsproblemer. Hvordan skulle de kunne koncentrere sig i et team, hvor der var så mange til at forstyrre dem? Alligevel bestemte jeg mig for at gå i gang dagen efter. Det var ikke nogen nem start. Mange af de elever, som havde det svært, stejlede, men er nu blandt dem, som er de mest positive, fordi de føler, at de deltager på lige fod med de andre, og de føler også, at de virkelig lærer noget. Koncentrationsproblemerne og ADHD'en er der stadig, men i meget mindre grad. De nyder godt af strukturen, genkendeligheden og tydeligheden, som er indbygget i Cooperative Learning, og føler sig mere og mere trygge i de faglige sammenhænge. De kan nu står og fremlægge foran hele klassen!" (Marlene Gade, Mørke skole, januar 2009) "I 2. klasse modtog jeg 2 piger fra en anden skole, den ene pige var fra Congo – tavs, med dårligt dansk, kunne ikke læse eller skrive og med en mappe så tyk fra den tidligere skoles støttecenter, den anden pige var overvægtig , og var blevet mobbet meget i den klasse, hun kom fra. Ved at arbejde med Cooperative Learning har de flyttet sig med stormskridt – dels fordi mine ”gamle” elever møder dem åbent, fordi de har lært om ” ligeværdighed trods forskellighed”, dels fordi de 2 piger er blevet mødt med de samme naturlige forventninger og krav, som de øvrige i klassen. De 2 piger har hjemme arbejdet mere end de øvrige for at blive lige så dygtige som kammeraterne – og med succes. Begge piger er inkluderede i klassen nu." (Anne-Birgitte Hvilsom, Odense)
"En lille succeshistorie: I går evaluerede vi den første uges arbejde, og vi kom også ind på, hvordan det er at arbejde med Cooperative Learning i min 8. klasse. Den mest stille og fagligt svage pige rakte meget overraskende hånden op og fortalte, at hun nu ikke mere hadede at gå i skole, nu glædede hun sig ligefrem! En bavian af en dreng, som er svær at motivere, rakte også hånden op og sagde, at han stadig hadede at skulle op om morgenen, men den der måde at arbejde på "fandeme var for fed". Min tosprogede dreng fortalte, at han fik rigtig meget ud af vende det faglige stof med gruppen. Han følte sig meget mere sikker fagligt og socialt... Jeg var helt høj, da jeg gik til spisepause!” (Ida M. Hansen, Ejby skole, Køge, 20. august 2008) ”Jeg er ny udi CL, men jeg er vild med det. Tak til jer alle for at have inspireret mig. Det er i virkeligheden denne didaktik, jeg har manglet i min praksis. Det er en fantastisk følelse at have gang i noget godt og rigtigt. Jeg bliver faktisk lidt høj” (Mette M.) ”Kan dårligt få armene ned – har lige prøvet CL i dag og har for første gang hørt elever i 7.klasse tale engelsk uden at tøve….For første gang i flere år har jeg heller ikke hævet min stemme en eneste gang.” (Kristina Kongsted, Hellebækskolen, Helsingør) ”En af de ting, der er rigtig fint ved CL er, at det er enkelt for lærerne at gå til… Det er lidt genialt…i al sin enkelhed” (Peter Larsen, Peterskolen, Bornholm) "Jeg er selv blevet helt vild med Cooperative Learning og bruger det så ofte som muligt i undervisningen her på landbrugsskolen. Eleverne på vores skole har fået en langt mere inspirerende undervisning som samtidig er mere udbytterigt fagligt. Tusind tak fordi du har udgivet bogen CL. Det har betydet ubeskriveligt meget for mig som lærer og for mine elever." (Anita Meldgaard, Agronom, Kvæglærer, Grindsted Landbrugsskole, august 2010) |